Um vikuskiftið hevði Kristeligt Dagblad stóra samrøðu við Sjúrð Skaale til sektióna “Liv & Sjæl”, sum eru drúgvar, persónligar samrøður við almennar persónar.

--
Man skulle tro, at Sjúrður Skaale vidste, hvor man finder Færøværelset på Christiansborg. Alligevel farer han vild på trapperne, stopper og kigger sig lidt omkring.

"Vi er gået for langt!" udbryder han.

Måske skyldes det, at han arbejdede til klokken 23 aftenen forinden, og skal nå omtrent lige så meget i dag, inden han flyver hjem til familien i Tórshavn, som han gør hver torsdag eller fredag. Eller måske skyldes det, at han har et færøsk filmhold i hælene, der skal lave en portræt af ham til Folketingets hjemmeside.

Men han virker ikke stresset. Tværtimod får han både fortalt en røverhistorie om en royal selskabsmiddag og leveret en vittighed, der ikke egner sig til avisen, inden han sætter sig i en stol på Færøværelset, prydet med to dybblå malerier af et par færøske øer.

Sjúrður Skaale er kendt som en sjælden humorist på Christiansborg. Det er ham, der står for de skæve indslag fra Folketingets talerstol, ham, som finder sprækker i politikernes alvor i de alenlange åbnings- og afslutningsdebatter. For eksempel i november 2016, hvor han henvendte sig til den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, efter oppositionen havde givet ham verbale prygl i timevis:

"Hvordan går det, Lars? Hvordan har du det?".

Det er mere end et ry. Sjúrður Skaale er komiker. I år har han turneret med et stand up-show på Færøerne, hvor han skånselsløst udleverer sig selv, og tidligere har han optrådt i satireduoen “Pipar & Salt” ("Peber og salt").

Med andre ord: Sjúrður Skaale, det er ham den sjove, færøske socialdemokrat.

Eller sådan var det indtil den 30. maj 2024.

Da stillede han sig op på Folketingets talerstol, ikke med et skævt smil, men med fast blik og alvor i stemmen. Talen handlede om krigen i Gaza, men også om det, han beskriver som en moralsk brist i vestlige demokratier: en manglende vilje til at stå fast på egne værdier og insistere på, at Hamas er de største skurke i konflikten.

Politikerne stod i kø for at hylde deres færøske kollega. For eksempel Liberal Alliances partiformand, Alex Vanopslagh, der delte talen på sociale medier og skrev: "I går holdt Sjúrður Skaale den vigtigste og bedste tale, som jeg har hørt i min tid som folketingsmedlem."

Vanopslagh var ikke den eneste, der var begejstret. I november modtog Sjúrður Skaale prisen for Årets Danske Tale, uddelt af Danske Taler og Rhetor – rådgivende retorikere.

Efter 13 år i Folketinget er han pludselig blevet et navn, der vækker genklang, også uden for Christiansborg. Han får flere henvendelser end nogensinde før, de fleste positive. Da han forleden købte en chokoladebar i en kiosk i København, hviskede en kvinde ham i øret: "Tak. Jeg er jødisk."

Men han har også modtaget hård kritik i indbakken, fra ukvemsord til videoer af døde børn i Gaza.

Han kunne have valgt at tale om færøske forhold på Folketingets talerstol og holdt sig på lang afstand af en af tidens mest betændte konflikter – forblevet ukendt, men tryg.

Hvorfor holdt han talen alligevel?

Det har noget at gøre med den kristne tro, der prægede hans opvækst på Færøerne, og med det syn på den menneskelige eksistens, som han ikke kan beskrive uden at knipse med fingrene.

Og det har faktisk også lidt at gøre med hans skøre stand up-shows.

HVIS MAN IKKE TØR, SKAL MAN
Det begyndte en råkold novemberdag i 2023, hvor Sjúrður Skaale deltog i en demonstration i København med titlen "Hele Danmark på gaden for Palæstina – Våbenhvile nu!". Da han kiggede sig omkring i menneskemængden, fik han ikke kun øje på budskaber om fred, han hørte også kampråb, der advokerede for Israels udslettelse, og på et banner så han et billede af det hegn, som Hamas-terroristerne var brudt igennem den 7. oktober, inden de myrdede og lemlæstede civile israelere.

Det skræmte ham.

Det skræmmende var ikke kun den åbenlyse antizionisme i sig selv, men også at den fandt sted i Danmark, et frit, demokratisk land, bygget på kristne værdier. Det fortalte en større historie, tænkte Sjúrður Skaale. Om et samfund, der i al sin rummelighed og åbenhed har glemt, hvilke værdier det bør kæmpe for. Og om nogle borgere, som i takt med sekulariseringen er blevet blinde for, hvilken betydning religion spiller, både for dem selv og ikke mindst i verden.

Sjúrður Skaale har flere gange været i debatter med folk, der ikke vil anerkende, at Hamas-terroristerne også er drevet af religiøse motiver, når de angriber Israel. Nej, påstår de, det handler om undertrykkelse, fattigdom og landegrænser. Islam spiller ingen rolle – selv når terroristerne højlydt henviser til deres gud.

Derfor glemmer debattørerne også, at Danmark deler langt flere værdier med Israel end dets muslimske nabolande, siger Sjúrður Skaale. At Israels ret til at eksistere bør forsvares helhjertet, også selvom man fordømmer Benjamin Netanyahu og hans regering – sådan som Skaale selv gør det.

Egentlig kom han frem til, at han ikke turde at dele sin analyse fra Folketingets talerstol. Men så tænkte han:

"Hvis man ikke tør, så er det et tegn på, at man skal."

Han holdt først talen om Israel og Hamas, hvor han kaldte Israel for "Salman Rushdie blandt stater". Nogle måneder senere, ved Folketingets åbning i oktober, holdt han så en beslægtet tale om konflikten i Nagorno-Karabakh i Aserbajdsjan, som få herhjemme går op i, selvom enklavens armenske befolkning blev fordrevet delvis på grund af deres kristne tro. Den tro, der i så høj grad har formet os selv og det samfund, vi lever i.

"Det frustrerer mig, at man ikke klart kan definere, hvad man selv er, og stå op for det. Det er jo et kæmpe svigt – og en mangel på selvrespekt – at man ikke værdsætter det, man selv har arvet, og andre har kæmpet for," siger Sjúrður Skaale.

FRYGTEDE HELVEDES FLAMMER
I talen sagde han også:

"Selve idéen om, at der er en Gud, er blevet så fjern, at man ikke kan forstå, at mennesker indretter deres liv efter det."

Det kan Sjúrður Skaale.

Da han voksede op i Tórshavn på Færøerne, mødte han mange mennesker, der indrettede sit liv i henhold til Guds eksistens. Hans bedsteforældre var stærkt troende, det samme var hans mor. Og da han var 11-13 år deltog han i kristne lejre, arrangeret af Brødremenigheden, også kaldet baptisterne, den næststørste trosretning på Færøerne efter folkekirken.

Hans tro blev ikke befæstet på lejrene. Han fik snarere et chok.

Nogle af lederne på lejrene, som han sammenligner med de indremissionske titelfigurer i Hans Kirk-romanen "Fiskerne", prædikede en kontant version af kristendommen. Troede man ikke på alle Bibelens ord, tvivlede man det mindste, var der kun én mulig destination for mennesket: Helvede.

Og Sjúrður Skaale tvivlede. Han troede ikke på, at verden blev skabt på syv dage. Han troede ikke på, at alle verdens dyr kunne samles på en ark. Han troede ikke på mirakler.

"Men jeg tænkte jo, at det skulle jeg, hvis jeg ikke skulle brænde i Helvede," siger han.

"Gud blev som en ond far for mig. Han straffede voldsomt for noget, som jeg ikke kunne gøre noget ved. Det var jo ham, der havde givet mig en forstand, den samme forstand, som gjorde, at jeg ikke kunne tro på alle Bibelens fortællinger."

Resultatet var, at religionen blev en forstyrrende kraft i hans unge sind, en kilde til uro og fortvivlelse, som han i løbet af et par år skubbede helt ud af sit liv. Han forkastede troen som vrøvl og dumme historier, mest for at beskytte sig selv.

Det tog ham lang tid at omfavne den lyse kristendom, han bekender sig til i dag, hvor han er medlem af folkekirken og med jævne mellemrum går i kirke eller deltager i andagter på Christiansborg. Han måtte minde sig selv om, hvordan hans bedsteforældre praktiserede troen: Hver morgen tog de Bibelen frem ved morgenbordet og læste en tekst højt. Og så bad de for alle dem, der stod dem nært – familiemedlemmer, venner, naboer – ligesom de bad om hjælp til at tage de rigtige valg og blive bedre mennesker.

"Det er den smukke version af kristendommen. Når man har lagt dagen i Guds hænder, som vi siger på Færøerne, så tror jeg ikke, man går man ud og dolker en eller anden i ryggen. Man giver sig selv et løfte, som man ikke vil svigte. For man skal jo møde Gud næste morgen igen."

Tror du på Gud?

Sjúrður Skaale tøver lidt.

"Jeg tror på Gud, ja … i en eller anden form," svarer han, lidt prøvende. Tilføjer så:

"Men et liv efter døden har jeg svært ved at tro på."

EN AUTENTISK MYG
Han tror på, at menneskets liv er som et glimt i universet. Det bliver han mindet om, når han går lange ture – ofte på otte-ni timer – i det, han kalder sin egentlige kirke, den færøske natur. Han har en ambition om at bestige samtlige 340 fjelde i landet. Hann er nået op på 323.

Det fungerer som en slags terapi for ham, når han hver weekend befinder sig i sit hjem i Tórshavn på Færøerne, hvor han bor med sin kone, langt væk fra de politiske sværdslag på Christiansborg. Han får renset hovedet for støj og får trukket vejret i en tilværelse, hvor han nogle gange føler, at han har hovedet under vand.

Også selvom naturen minder ham om, hvor ubetydelig han er.

Ja, faktisk netop af den grund.

"Når du befinder dig helt alene og betræder en klippe, som har ligget der i 60 millioner år, så tænker du: Jeg er ligesom en myg. Jeg er her, så er jeg væk igen. Jeg er ingenting," siger Sjúrður Skaale.

Han knipser.

Nogle vil sige, at det er en skræmmende tanke: at man er ingenting?

"Jeg synes, det er befriende at tænke på. Det giver mig ro. Pludselig er det ikke så farligt, om jeg befinder mig i en kamp med den ene eller den anden politiske modstander, eller om jeg har skæl i håret. Som jeg i øvrigt har."

Han lader, som om han børster skæl af sin højre skulder.

"Det er ikke noget problem. I det store billede er de ting, der plager mig i dagligdagen, ikke vigtige."

"Og det er en erkendelse, der kun bliver stærkere, i takt med at jeg bliver ældre: Nu er jeg 57 år. Der er ikke så meget tilbage. Mine minutter som myg er snart væk."

Han knipser igen, to gange.

"Det er, som det skal være. At komme overens med det og lære at acceptere det, er frihed."

Han ved, at mange mennesker mærker en angst, når de forholder sig til deres egen forgængelighed. Så de prøver ikke at tænke for meget over den – eller forsøger at fylde hverdagen med alskens støj og forlystelser i en slags mental flugt fra eksistensens vilkår.

For Sjúrður Skaale har erkendelsen en anden effekt: Den giver ham mod. For eksempel til at holde en tale om Israel, velvidende at mange vil fordømme ham for den. Eller til at lave et grænseoverskridende stand up-show.

MAN HEJSER IKKE FLAGET I EN SKÆV FLAGSTANG
Han begyndte at lave vittigheder, fordi han opdagede, at det gav ham en plads i verden. Han var ikke god til fodbold, han var ikke den kønneste i klassen, og til spejder var andre mere ferme med hænderne, end han var. Men han var sjov. Og når folk grinede af det, han sagde, følte han, at han gik fra at være ingen til at være nogen.

Men hans livssyn og det mod, det fører med sig, er selve forudsætningen for, at han kan lave de kulørte optrædener, han i sin fritid kaster sig ud i på færøske scener. Tag det stand up-show, han har turneret med i år: en intim, humoristisk selvudlevering over knap to timer.

For eksempel talte han en hel del om sit eget kønsorgan.

Han smiler, kigger et øjeblik mod gulvet, inden han uddyber:

"Den bøjer lidt mod venstre … Derfor var jeg meget nervøs, da jeg skulle nærme mig pigerne som teenager. I den alder er man jo meget spændt på, om man er god nok, og jeg var sikker på, at jeg var den eneste i verden, der havde sådan en. Helt sikker."

"Jeg husker, at jeg læste det danske ungdomsmagasin 'Vi unge', hvor der var en sexbrevkasse. Redaktørerne af brevkassen fik mange spørgsmål om størrelse og længde og svarede altid: 'Det er helt normalt.' Men de fik aldrig spørgsmål om mit problem. Så jeg var sikker på, at jeg var en fejl. Man ville jo aldrig hejse et flag i en skæv flagstang eller bruge en bøjet kuglepen. Hvis jeg var lavet på en fabrik, ville jeg blive kaldt tilbage, tænkte jeg."

Alt det sagde han i sit stand up-show. Og bagefter fik han bekræftet, at det var en god idé. Publikum grinede højt, og efter showet kom flere mænd op til ham og hviskede ham i øret: "Ved du hvad, det kender jeg også."

Sjúrður Skaale nævner en af sine store helte, den norske forfatter Karl Ove Knausgård, der over seks bind i romanserien "Min kamp" satte ord på sine inderste brister og lyster og følelser og beskrev sit liv og sin hverdag så hudløst ærligt som muligt.

"Vi har altid masker på, når vi mødes. Særligt i det politiske system er der ekstremt mange masker. Med Knausgård var der pludselig et menneske, som sagde: 'Ved du hvad, jeg tager masken af, og det gør jeg foran hele verden. Her er jeg, og det er mit liv'. Det synes jeg er befriende og inspirerende. Derfor prøver jeg at gøre det samme."

Man skal vel ikke være ærlig om alt? Man kan for eksempel sige noget, der sårer andre.

"Selvfølgelig skal man ikke være ærlig om alt, nej. Det er jeg heller ikke. Men ærlighed som værdi og mål betyder meget for mig. Selv om jeg ikke altid lever op til det."

Han kigger ud ad vinduet i Færøværelset, hvor det støvregner fra novemberhimlen over Christiansborg. Så vender han tilbage til fjeldene:

"Du bør være autentisk, i den korte tid hvor du står på den 60 millioner år gamle sten. Det er dumt ikke at sige, hvad man mener og har på hjerte, mens man er her. Det er dumt at leve et falsk liv. For pludselig er man væk."

Knips-knips-knips.

DET MODSATTE AF NIHILISME
Men hvad vil det sige at leve "et falsk liv"?

Spørgsmålet er, om Sjúrður Skaales livssyn ikke risikerer at udvikle sig til en form for carte blanche til at gøre, hvad man vil. Eller måske nærmere: en form for nihilisme, hvor erkendelsen af egen ubetydelighed fører til et credo om, at alt er lige godt eller lige meget.

Betyder det overhovedet noget, hvad man siger fra Folketingets talerstol, hvis man bare er et glimt i det store univers, en myg på fjeldet?

Ja, siger Sjúrður Skaale.

Han tror ikke på det evige liv, men han tror på en række eviggyldige værdier, ikke mindst de kristne værdier, som han mødte ved morgenbordet hos bedsteforældrene og moren på Færøerne. Når de læste op fra Bibelen og bad for deres næste, viderebragte de nogle traditioner og et værdisæt, som de havde arvet fra deres forfædre, og som deres efterkommere har arvet fra dem.

Uanset om man tror på mirakler eller ej, kan kristendommen være med til at holde mennesket forankret og forpligtet, siger Sjúrður Skaale.

"I dag har jeg nået et punkt, hvor jeg kan se værdien i kristendommen. Mennesket er jo tomt over for universet, hvis det ikke har en grundfortælling, en forståelse af verden, som giver mening i det større. Som knytter dig sammen med andre, som var før dig, og som kommer efter dig, ja, sætter dig ind i et værdifællesskab," siger han.

"At sidde i kirken og synge de salmer, som forfædrene har digtet og sunget, og høre de samme tekster igen og igen. De samme gamle historier, som giver en nøgle til at forstå og fortolke skiftende tider. Det giver et fundament. Så alt ikke flyder. Som en bygning, der ikke forandrer sig."

Han standser talestrømmen og grubler i nogle sekunder.

"Det handler om, at ... hvad er det danske ord? At føle sig rodfæstet."

Selv hvis man føler sig rodfæstet, kan man vel godt frygte det evige mørke, hvis man ikke tror på et liv efter døden?

"Personligt frygter jeg ikke mørket. Hvor mange milliarder mennesker har været her og er nu væk? Luther sagde, at hvis han fik at vide at han skulle dø i morgen, så ville han plante et træ. Da han sagde det, tænkte han ikke på det evige liv i himlen, men på det evige liv på jorden."

"Og det tror jeg på: at jeg er en del af en stor fortælling, der fortsætter, længe efter jeg er væk. Det giver mig tryghed at tænke på. At jeg ikke bare er her, og så er væk."

Sjúrður Skaale knipser igen.