Det trak ikke de store overskrifter i Danmark, da Søren Pape for nylig mente, at de færøske fiskeriaftaler var et dansk anliggende. Men under Dansk Folkepartis gruppemøde på netop Færøerne inden sommerferien, kunne vi i den grad høre, at meldingen havde vakt bekymring på Færøerne. Med god grund. For ligesom i resten af verden foregår der naturligvis også på Færøerne en intens debat om Rusland. Og udfaldet fra den konservative formand sås derfor med god ret som udtryk for en nedladende holdning om, at Danmark hellere måtte bestemme, når det kom til stykket. Et udtryk, som historisk har kendetegnet Rigsfællesskabet, men som netop i vor tid ikke hører nogen steder hjemme.

Rigsfællesskabet er ikke – og kan ikke være et over/underordnelsesforhold. Det må og skal være et partnerskab mellem ligeværdige lande.

Personligt var de tre dages gruppemøde i Thorshavn mit første besøg til dette smukke land; men selv for de af gruppens medlemmer, der har besøgt færingernes land før, var besøget en positiv øjenåbner.

Det er imponerende at møde et land, hvis tager ansvar for sig selv og aktivt reducerer den økonomiske afhængig af Danmark med 25 mio. kroner om året. Det vidner i den grad om et land og et folk, der ønsker at tage ansvar – ikke bare i ord, men også i gerning.

Samtidig var det opløftende at mærke, hvor godt og gnidningsfrit forholdet mellem danskere og færinger i dagligdagen er. Mange færinger læser og arbejder i Danmark, men vender også hjem – af og til endda med danske kærester eller ægtefæller, som ofte falder til i det velfungerende samfund, hvor kriminaliteten er lav og beskæftigelsen høj. Man mærker ånden fra det historiske Tingenæs til den smukke træbygning, som i dag rummer Lagtinget.

Historien hænger tykt i luften i Thorshavns gader, og man er sig selv bevidst – ikke blot som individ, men som folk og familie. Som historie og kultur.

Måske derfor har kristendommen og kirken også stadig en central rolle i det færøske samfund, som ikke tåler sammenligning med folkekirken her i Danmark, hvor regeringen afskaffer vore helligdage, og hvor præster ofte misforstår forholdet mellem Guds og Kejserens rige og ser sig bemægtiget til ren politisk propaganda. Man kimer med klima-klokkerne og agiterer aktivt for flere muslimske indvandrere.

Den slags, tror jeg, vil være utænkeligt på Færøerne, hvor man i troskab mod sin kirke og kultur naturligvis holder fast i traditionerne – også store bededag. Det taler til mit hjerte.

Et stolt land afskaffer ikke sine helligdage. Man hylder dem og elsker dem. Jeg ville derfor ønske at kunne være blevet helt til Olai fest, men det må blive en anden gang.

Grundlæggende var besøget en kær påmindelse for mig og mine kollegaer om, at der er så meget, som binder vore to folk sammen. Og det handler mindst af alt om penge, men derimod om noget meget vigtige – om kultur og arv. Igennem århundreder har vore lande været forbundet af historiske, kulturelle og mellemmenneskelige bånd.

Og mens økonomisk samarbejde ofte stjæler rampelyset, er det disse åndelige og kulturelle forbindelser mellem færinger og danskere, der for mig altid har stået som det vigtigste. Måske vi ikke har fælles identitet – og slet ikke politik (det skal mange på Færøerne være glade for). Men ligesom man ikke skal fjerne et folks helligdage, skal man heller ikke lade sig rive med af politiske modeluner og kaste vores fælles historie på lossepladsen.

Måske er ikke alle episoder lige smukke; måske er der noget vi ville have gjort anderledes. Men det er aldrig for sent at se fremad – og til gengæld gøre det i gensidighed, ligeværd, forståelse og respekt.

Derfor var det i mine øjne forkert af Søren Pape Poulsen at fare sådan frem, fordi et civilt, russisk fiskefartøj havde militært udstyr ombord.

Tilgangen burde naturligvis have været, at den danske regering retter henvendelse til den færøske regering, så man i fællesskab kan forstå hinandens synspunkter og sammen finde en løsning.

For hvis ikke vi i Danmark respekterer, at fiskeripolitikken (som 95% af den øvrige politik) i dag på fornemste vis håndteres af færingerne selv, hvorfor skulle I færinger så respektere Danmark og dansk autonomi? Tingene går begge veje.

Historisk strækker båndene mellem Færøerne og Danmark sig tilbage til den norske storhedstid. Det mærker man fortsat – ikke mindst i fiskeriet, hvor det som dansker gør lidt ondt, at Bakkafrost er noteret på den norske børs.

Hvorfor ikke den danske?

Men det betyder trods alt ikke, at samhandlen mellem vore lande er for nedadgående.

Det glæder mig, selvom det skærer i hjertet, at man mellem to lande med så lang og rig en historie ikke har fri handel. At færøske vare skal fortoldes, inden de lander i Danmark, skærer i mit hjerte.

Dansk Folkeparti vil derfor gøre det til en stor prioritet i Folketinget, at der skal skabes en ægte frihandelsaftale mellem EU og Færøerne så snart som muligt.

Rent privat var der især én ting, som min kæreste, Dot og jeg glædede os over – nemlig det færøske sprog, som jo i dag er vidt udbredt; og som har tydelige nordiske træk. Jeg mindes de gamle lovbøger, som jeg i min studietid læste med stor appetit – og glædede mig over at se de stærke fællestræk til de gamle nordiske sprog.

Sproget er det fysiske bevis på et folk. At holde sit eget sprog i hævd, er udtryk for en overlevelseskraft. Det kunne vi danskere lære noget af, når engelsk/amerikanske ord spreder sig. Vi har et Sprognævn, som helt apatisk beskriver selv forkert brug af sproget.

Vi burde naturligvis gøre Nævnet normativt, så også fremtidige generationer af danskere lærte deres modersmål – og lærte at beherske det korrekt, ligesom færøsk er blevet bevaret og udviklet gennem århundreder og i dag tjener som et flot symbol på færøsk identitet og kulturel arv.

I en tid præget af globalisering og stigende individualisme er det vigtigt, at de historiske og kulturelle bånd mellem Færøerne og Danmark fortsætter med at trives.

Disse bånd udgør grundlaget for et stærkt og sammenhængende rigsfællesskab, dybt forankret i gensidig forståelse, respekt og vore fælles historiske bånd. Ved at bevare og styrke de åndelige og kulturelle forbindelser vil vi sikre, at fremtidige generationer af færinger og danskere kan nyde godt af dette unikke og berigende samarbejde.

Det må og skal gå hånd i hånd med det økonomiske og handelspolitiske, hvor Danmark kan gøre mere – og hvor vi i Dansk Folkeparti hvert fald gerne tager fat.

Jeg glæder mig til miste næste besøg. Om ikke før så til store bededag 26. april næste år, hvor jeg vil glæde mig til at sidde i én af de færøske kirker og sende en kærlig tanke til den danske regering.

Morten Messerschmidt