Eftir at søgusmiðurin, harra Merkissteinur hevur havt eina grunna og nationalromantiska slagsíðu-frásøgn um Jóannes, bónda Patursson og serliga um hansara kontroversiellu viðurskifti, fyrst við sambandsmannin, Oliver Effersøe og síðani við Danmark, skal her niðanfyri citerast ein røða in extenso, sum sami Jóannes helt fyri Danaveldi og Fríðrikki kongi VIII, tá ið hann var og vitjaði í árinum 1907.

SEINNI brúkti Jóannes næstan bara álop og ókvæmisorð móti øllum danskarum, heldur enn konstruktivar samráðingar.

Hesa niðanfyristandandi ovurhonds hástemtu donsku fagnaðar-røðu skemtaði ættarliðið hjá mínum foreldrum sær rættiliga ofta við:

(Slík bombastisk kirkjubíggjarorð frá teirra feudala bónda-idoli, áttu at fingið bæði tann grunna Merkisstein og onkran tjóðveldist at ógvast og skamma seg):

Bóndarøðan orðarøtt:

"For det danske Rige, vil jeg tale, for Danevælde.

Riget med de vidt spredte Øer og den vidt spredte Befolkning. Der er Afveksling i Danevælde, Naturen veksler, Folket veksler. Landområdet ved Polen, Landområdet ved Vestindien og Landområderne i selve Danmark er ikki, og kan ikke være et og det samme. Befolkningen på disse Steder er ikke, og kan ikke være en og den samme.

Vi har vort eget lille Land, vore små Færøer, ubetydelige i Kvadratindhold, men mægtige i sine Formationer, smilende og grønne en Højsommerdag, men tunge og triste, ja, troldagtige ved Vintertide, når Stormens Bulder giver Genlyd i Fjeldet, og Jorden drøner Atlanterhavets Bølgeslag mod Kysten. Også vor Befolkning har levet sit tusindårige Liv på disse Øer, også vor Befolkning har ved Slægtsoprindelse og Livsvilkår fæstnet sit Særpræg og sine Ejendommeligheder.

Der bor i Danevælde en Befolkning, der elsker sin Bostavn, der er i rask Fremvækst og Udviklíng. Lad Kærligheden til Bostavnen skyde endnu friskere Skud, lad Fremvækst og Udvikling få Betingelser for at bære endnu rigere Frugt.

Dette vil ske, når vi, der bygger og bor i Danevælde er agtpågivende på hverandres Ejendommeligheder og lydhøre for hverandres Krav.

Den smilende Slete er endnu vakrere, når den har Fjeldet til Baggrund. Engblomsten og Fjeldblomsten ved Siden af hinanden fremhæver hverandres Yndigheder. Vi skal lade de stedlige Ejendommeligheder bestå, og glæde os ved den Farverigdom, de giver.

Når vi, Fjeldets Sønner og Døtre siger til Danerne, der bor på Sletten: Der er Ingen af os, ikke en eneste en, der ønsker at skilles fra Eder, men vort Ønske er godt Samliv  under fælles Krone, da tror jeg, at man vil sætte Pris på et sådant Håndslag.

Vore Forfædre har i Dag givet kong Frederik den Ottende vort Håndslag om Huldskab og Troskab.

Hil og sæl Danevælde!

Hesi næstan stórthundrað og fascinerandi kirkjubíggjar-orð áttu at verið lisin upp á hvørjum tjóðveldisfundi av teirra ríkis-fornermaða hálvdanska førara.

Virgar T. Dalsgaard