”Cop 26 is our last best hope to keep 1,5 in reach.”

”It’s one minute to midnight on that doomsday clock and we need to act now.”

”We face a stark chiooce: Either we stop it or it stops us. And it’s time to say enough.”

”We will look a this conference and consider one thing: Did that number stop rising and start to drop as a result of commitments made here.”

”Enough of brutalising diversity. Enough of killing ourselves with carbon.”

”1,5 is what we need to survive. Two degrees is a death sentence.”

”Enough of treating nature like a toilet.”

”Enough of burning and drilling an mining our way deeper. We are digging our own graves.”

Sådan lød nogle af de mange smarte one-liners fra talerne i konferencehallen i Glasgow under Cop 26.

Udenfor hallen var aktivisterne. Og den kendteste one-liner derfra kom fra Greta Thunberg: ”We say no more blah blah blah. No more whatever the fuck they’re doing inside there.”

Tosandi stættirnar broyta lítið
Dem, der var i Glasgow, var fortrinsvis politikere, embedsmænd, journalister og aktivister. Altså repræsentanter fra de ”snakkende klasser”.

Konferencens samlede CO-udslip været meget stort. Men det er meget tvivlsomt, om de mange taler gjorte nogen forskel, når det kommer til stykket.

Det er ikke de snakkende klasser, der ændrer verden. Vi kan sætte et fokus. Vi kan skabe en bevidsthed, der måske kan skubbe noget i gang. Men i konkret ændrer vi ikke så meget.

De, der gør den virkelige forskel, er opfinderne. Teknikerne. Entreprenørerne. De praktiske typer. Elon Musk’erne. Ikke os, der taler om tingene, men dem, der gør tingene. De fordrejede hjerner. Dem, der stiller spørgsmål ved det, vi andre bare tager for givet.

Ca. 1658 siges det, at Newton sad under et træ og fik et æble i hovedet. Det havde millioner gjort før ham. Men han var den første der stillede det oplagte spørgsmål: Hvorfor skal æblet partout falde nedad? Spørgsmålet var lige så banalt og oplagt, som det ar revolutionerende.

I 2008 fik Heri Schwartz Jacobsen skældud af sin mor, fordi han stod for længe under bruseren. Han måtte give hende ret. Men det fik ham til at stille en andet spørgsmål: Mens han så det varme vand løbe ned at sin mave, sine ben, mellem sine tæer og ned i afløbet, spurgte han: Hvorfor det? Hvorfor skyller vi varmen væk? Vi har brugt olie eller gas eller fjernvarme i dyre domme for at opvarme vandet – hvorfor skal vi så skylle det ud i kloakken når det er løbet ned over vores maveskind, men stadig er varmt?

Milliarder havde stået i bruseren og set præcis det samme ske, men ingen havde stillet det oplagte, banale – men også geniale – spørgsmål: Hvorfor det?

Svaret var, at det var ulogisk og uøkonomisk og dumt. Og han fik idéin til en en løsning med det samme. Siden har han brugt en stor del af sin tid på at realisere den.

Løsningen er logisk og økonomisk og klog. Og faktisk også, når man ser den i dag, både oplagt og banal.

Løsningen er en varmeveksler, og den har nu i et år været afprøvet i svømmehallen i Tórshavn og her i Kolding. Og den holder. Den holder teknisk, og den holder på varmen. 90% af den varme, der før gik spildt, bliver nu genanvendt.

Og nu vil veksleren forhåbentlig blive implementeret både i andre svømmehaller, idrætshaller – og i private huse.

Ein partur av globalu loysnini
Der er tale om en lille opfindelse, der indskriver sig i en stor sag. Faktisk verdens største sag: klimaændringerne.

Kommer den så til at redde verden? Nej.

Vil den gøre en forskel? Ja.

Kommer nogen opfindelse i sig selv til at redde verden som vi kender den? Nej.

Kommer mange opfindelser, der hver især gør en lille forskel, til at redde verden? Måske.

Når Boris Johnson siger: ”It’s one minute to midnight on that doomsday clock and we need to act now”, så lyder det meget cool. Det oser af handlekraft. Men hans ord ændrer ingenting.

Måske har Boris, da han fandt på sit maleriske billede på situationen, stået under bruseren. Måske har det varme vand løbet ned over hans mave og ben og mellem hans tæer, da han fik idéen til sin tale og sagde den højt: The doomsday clock. Det er i hvert fald sandsynligt, at han tænkte mere på sin tale end på det varme vand, der løb ud i kloakken.

Det er forskellen på de snakkende klasser og opfinderne.

Heris varmeveksler har ikke samme retoriske schwung over sig. At tale om sådan en teknisk installation er ikke så catchy.

Varmeveksler. Det lyder ligefrem kedeligt. Fuldstændig blottet for poesi.

Men varmeveksleren vil dog ændre verden mere end Johnsons og de andres taler i Glasgow.

We need to act, sagde premierministeren også. Der er talt nok.

Hvad kan vi i de snakkende klasser så gøre med vores snakkeri?

Vi kan støtte dem, der handler. I ord. Vi kan lovgive således, at CO2-reducerende produkter får en fordel. Og vi kan købe produkterne – på vegne af staten og privat.

Så jeg vil bare give varmeveksleren min … varmeste anbefaling. Den er en at de tusindvis af løsninger, der er behov for.

Det er naturligvis i det store billede helt underordnet, hvor opfindelsen kommer fra. Men jeg kan ikke lade være med at være en lille smule stolt af, at det er er færing der både har fået idéen, og har taget det lange, seje, møjsommelige træk med at udvikle den. Nu håber jeg, han får sin velfortjente gevinst – både i form af tilfredsstillelse over at gøre noget godt for verden, og i form af personlig fortjeneste.

Sjúrður Skaale