(Tala hildin á fólkatingi 31. mai 2023)

Den 8. marts – på min fødselsdag – slog Færøerne Rumænien EM-kvalifikationen i håndbold.

Den 26. april – på min kones fødselsdag – slog vi Ukraine i samme turnering.

De to fødselsdagsgaver medførte, at Færøerne – som langt den mindste nation nogensinde – kvalificerede sig til EM-slutspillet i Tyskland i januar næste år.

Færøerne er også, så vidt jeg har kunnet undersøge, langt det yngste mandskab, der har kvalificeret sig.

Gennem nogle år har man set så mange unge talenter på de færøske baner, at drømmen om, at de skulle føre Færøerne til et slutspil når de blev voksne, var begyndt at spire.

At det skulle ske allerede år, havde de færreste dog drømt om.

De får det hårdt i Mercedes-Benz Arena i Berlin – selv om flere tusind landsmænd vil være på lægterne for at støtte.

OL
Men når de er kommet blandt de 24 bedste i Europa så unge som de er, så er det ikke helt – altså ikke helt – utænkeligt, at de om nogle år vil komme blandt de 12 bedste i verden og kvalificere sig til OL. Der er 1000 ting der gør det både svært og usandsynligt, men det er altså ikke helt utænkeligt.

Og skulle det ske, så kommer vi til at stå med et politisk problem.

For efter 40 års banken på døren er den olympiske kommite stadig lukket for os. Begrundelsen er, at Færøerne ikke er sin egen stat.

Under hvert af de sidste fire OL har vi haft en atlet med – der har kæmpet under Dannebrog. Det føles forkert og det er forkert – men de har dog kunnet deltage.

Skulle håndboldlandsholdet gå hen og skabe den vildeste sensation og kvalificere sig til OL, så vil de ikke kunne deltage.

Eller – de vil kunne repræsentere Danmark, hvis Danmark altså ikke kvalificerer sig. Og det gør Danmark.

Og så må den danske OL-komité vælge.

Skal man sende Danmark til OL – eller Færøerne.

Svaret er givet. Man ville ikke så meget som overveje at holde sine altid guld-bejlende verdensstjerner hjemme for at give plads til de færøske opkomlinge.

Og så ville der blive oprør i Nordatlanten.

Ov trongur felagsskapur
I år vandt en færing det danske melodi grand prix. Da han svarede på spørgsmål fra den danske presse, gjorde han det på engelsk – for det var han bedre til en dansk. Det irriterede mange danskere. For kan en person repræsentere Danmark, der taler færøsk og engelsk – men ikke dansk?

Selvfølgelig burde han repræsentere Færøerne, men vi har ikke adgang til Melodi Grand Prix under eget navn.

Sporten og musikken synliggør noget, som normalt fylder mere i den politiske verden. Nemlig at Færøerne i for mange tilfælde ikke kan repræsentere sig selv der, hvor vi burde. Det gælder WTO, det gælder NEAFC, der regulerer fiskeri i Nordatlanten, og det gælder andre organisationer. Hvis Danmark er der, kan vi ikke også være der. Ligesom i det hypotetiske eksempel med de to landshold i håndbold.

Fællesskabet med Danmark opfattes i det daglige ikke som nogen spændetrøje. Stemmerne ved valgene taler sit tydelig sprog. Budskabet om løsrivelse er ikke en politisk vare, der har mange købere.

Sådan er det, fordi vi har en elastisk ordning, hvor man har kunnet udvikle sig og vokse frit på alle områder. Selvstændighed er fuldstændig afgørende for den færøske nation, og den har man kunnet udvide så langt, at Færøerne i dag, reelt, har større beføjelser end mange selvstændige stater.

Betongjura forðar góðum loysnum
Fællesskab og selvstændighed har ikke været modsætninger, generelt set.

Men nogen steder støder vi altså imod.

I visse tilfælde – et eksempel er WTO – kommer det af, at det danske embedsværk har en alt for rigid fortolkning af grundloven, som man fra politisk hold ikke vil eller tør gå imod.

Selv om sandheden jo er, at hvis grundlovens rammer skulle tages helt bogstaveligt når det gælder Færøernes beføjelser, så ville fællesskabet føles som en spændetrøje, der formentlig ville være sprængt.

I andre tilfælde – et eksempel er IOC – er problemet, at andre stater, fx Spanien, stiller sig i vejen af indenrigspolitiske grunde.

Jeg synes et giver anledning til at kigge på to gamle damer:

53-grundloven, der fylder 70 i år, og hjemmestyreloven, der fylder 75.

Grundloven beskriver ikke virkeligheden når det gælder Færøernes status og beføjelser. Som i slet overhovedet ikke. Reelt er det danske rige en føderation – men grundloven beskriver en enstrenget enhedsstat.

Ville man fra dansk side gå med til formelt at omdanne riget til en føderation, og dermed lade sig definere af Færøerne og Grønland? Det tror jeg ikke på. Grundloven bliver ikke ændret for vores skyld.

Ser vi på hjemmestyreloven, der i sin tid blev kaldt en harmonika, så er den nu trukket helt ud. Den har været velegnet som ramme om udviklingen af vores samfund, men nu rummes der ikke mere i den.

Derfor mener mit parti – der jo går ind for fællesskabet med Danmark – at vi bør indrette os på en måde, der giver overensstemmelse mellem det formelle og det reelle.

Vi har været med til at udarbejde to forslag til en færøsk forfatning, der på nogle punkter ligner det udspil, der lige er kommet fra Grønland, og som de kalder free association.

Jeg skal ikke kommentere detaljer i det grønlandske udspil, men det er godt at der tænkes nye tanker.

Kan rigets grundlov rumme en færøsk forfatning, der i højere grad ligestiller Færøerne med Danmark?

Formalisterne vil sige nej – som de sagde nej før Færøerne fik eget parlament. Som de sagde nej før vi overtog undergrunden. Som de sagde nej før riget blev splittet i forbindelse med Danmarks EF-medlemsskab. Som de sagde nej før vi overtog folkekirken. Som de har sagt nej til så meget af det, der har gjort fællesskabet til en succes.

Formalisterne – bogstavets folk – SKAL være rigide. Men politikerne – der burde være åndens folk – skal finde løsninger.

Og mon ikke det går? Når formalisterne anerkender, at Grundlovens §19 kan bruges til løsrivelse, så må de også anerkende, at den kan bruges til ting, der er mindre end det.

Som jeg har sagt mange gange: For mit parti er formaliteterne, betegnelserne, de akademiske diskussioner ikke det vigtige. Og en statsretlig nyordning kommer hverken om et eller to år.

Men jeg syntes det var på plads at sige hvor vi står, når strukturen i det hele nu er kommet til debat, når vi nu har de her jubilæer, og når vores to håndboldlandshold måske om nogle år kommer til at udskrystallisere de dilemmaer, der er.

Tann súmbolski dysturin
Vi er ikke i samme gruppe som Danmark ved håndbold EM, men det ville være interessant hvis vi fik sensationen i anden potens, kvalificerede os til anden runde, og der mødte Danmark.

Så ville kampen både blive et symbol på, at selvstændighed og fællesskab ikke behøver være modsætninger, og på at fællesskabet skal være så rummeligt som muligt, hvis alle skal have plads til at udvikle sig.

Vi ville formentlig tabe kampen – men det er altså bedre at tabe i eget navn end at ikke kunne være med.  

(Eg gloymdi at nevna í hesi taluni, at U-21 liðið hjá Føroyum jú faktiskt vann á Danmark í fjør. So heilt ómøguligt er tað ikki :) )

Sjúrður Skaale