Hans Eiler Hammer ser bagud – og har skrevet en erindringsbog: ”Lítur aftur um bak.”. Og hvad er det, han ser. Han ser prøvelser, opgør, teologi i forandring, overgreb og meget mere. Det har ikke altid været nemt. Vi føres gennem 4 lande og fire præsteembeder. Tiden i hvert embede har budt på sine udfordringer.  I Danmark måtte han efter seks år sygemeldes på grund af stress på grund af arbejdsforholdene. I Norge var det en anklage om utilstedelig omgang med en datter, der gjorde det tungt, tungt, tungt. Retten frikendte, men tiden i Norge var forbi. Hjemme igen på Færøerne ender han med at starte sit eget firma. Det er ikke nemt at få embede på Færøerne. Turen går derfor til Danmark og siden til Sydslesvig. I det nuværende embede er der idyl.

Fra ordinationsdagen til han sidder i embede i Tyskland, er det ikke blot alderen, der er forandret, men også teologien. Set fra forfatterens vinkel afføder læren og livet (f.eks. behandlingen af hans far) et massivt opgør med den nuværende biskop og Heimamissionen.

Forfatteren kalder spørgsmålene om kvindelige præster, vielse af fraskilte og homoseksuelle for revolverspørgsmål. I Sydslesvig er man dog ikke ifølge forfatteren optaget af disse såkaldte revolverspørgsmål, selvom man da gerne vil vide, hvor præsten står. Man er optaget af, om der bliver forkyndt et godt og forståeligt budskab, hvor Jesus er i centrum. Spørgsmålet er da, hvilken Jesus der er, der forkyndes?

Forfatteren går ind for samvittighedsfrihed i hvert fald når det gælder vielse af fraskilte og homoseksuelle, hvorimod han glæder sig over, at det ikke længere – i Danmark – er muligt for et menighedsråd at se bort fra en kvindelig ansøger med hendes køn som begrundelse. Her er det ifølge forfatteren godt, at samvittighedsfriheden er taget fra menighedsrådene. Men da forfatteren fastholder samvittighedsfriheden som et gode, når det gælder vielse af fraskilte og homoseksuelle, medfører det samtidig et markant opgør med den færøske kirke og dens biskop, fordi der ikke er mulighed for at vie eller velsigne homoseksuelle. Det er ifølge forfatteren en knægtelse af samvittighedsfriheden. Det betyder også et opgør med hans egen position, da han var præst i Klaksvig, hvor han sammen med andre ikke ønskede, at en biskop, der legitimerede homoseksuelt samliv, skulle prædike i kirken. I dag ville han ikke have sagt nej. Der er sket et teologisk skifte/ skred af rang.

Forfatteren undrer sig over, at det ikke er muligt at vie eller velsigne homoseksuelle i den færøske folkekirke. Han skriver: ”Det undrer mig. Fordi vores tro er ikke knyttet til det, vi kan sige ja eller nej til. Den kristne er altid knyttet til den virkelighed, at der er EN, der siger JA til os, og som holder vores hånd, når vi ikke selv magter det. ”  

Forfatteren mener, at Jesus lagde meget mere vægt på, at man skulle sælge sine ejendele og give til de fattige, end spørgsmålet om ægteskab. Så hvis man ikke vil sælge sine ejendele og give til de fattige, så er det magtmisbrug, når man siger nej til at vie fraskilte og homoseksuelle. Logikken er, at hvis man vil beholde sine ejendele, så skal man sige ja, til de to nævnte spørgsmål og hvis man siger nej, så skal man sælge sine ejendele. Logik kan bruges til meget.

Forfatteren begrunder sit opgør med den bibelske hovedstruktur mellem mand og kvinde, der er en afspejling af den guddommelige - Jesus som hoved for kirken, med en henvisning til Deborah i Dommerbogen 4,1-24. Forfatteren spørger, om Deborahs lederskab er en undtagelse og hvem bestemmer egentlig, om det er en undtagelse. Er det noget mennesker egenhændigt afgør, eller er svaret givet i Skriften? Ved fristelsen i ørkenen ses, hvordan Jesus imødegår Satans fristelser ved at lade skrift tolke skrift. Dvs. et bibelvers skal forstås ud fra versene før og efter, skriftet som helhed og Bibelen som helhed. Skrift er sin egen fortolker. Og Skriften er klar.

Det lader til, at forfatteren mener, at Dommerbogen 4,1-24 ophæver, hvad der ellers står i Bibelen f.eks. 1. Korinther brev 11 og 14, Ef 5, 1. Timotheusbrev 2-3, osv. osv. – og da ligger vejen åben for at få hvad som helst ud af Bibelen.

Forfatteren spørger om, hvorfor det 6. bud har større betydning end andre bud? Mon ikke der er forskel på det vertikale forhold og det horisontale forhold. I forhold til Gud gælder, hvad der står i Jakobs brev 2,10; ”Den, som ellers overholder hele loven, men fejler på blot ét punkt, er blevet skyldig i dem alle.” I forhold til mennesker, det horisontale, er der forskel på synd. Der er forskel på at stjæle en slikpind hos købmanden, og at slå en anden ihjel. Det afspejler sig så også i straffeloven. Og når det gælder det 6. bud, læser vi i 1. Korintherbrev 6, 18-20: ”Hold jer fra utugt! Al anden synd, som et menneske begår, er uden for legemet, men den, der lever utugtig, synder mod sit eget legeme. Eller ved I ikke, at jeres legemer er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud i jeres legeme.” Det er mere ødelæggende at bryde det 6. bud end at stjæle en slikpind, selvom begge dele er synd.

Forfatteren understreger Guds ja i Jesus til os, men overser tilsyneladende, at det har konsekvenser i et menneskes liv.  ”For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden” Titus 2,11-12. Guds nåde opdrager en kristen til at sige ja og sige nej, da der er forskel på ondt og godt.

Der er alvor i disse ja’er og nej’er. ”Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve og griske mennesker, ingen drukkenbolde, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men er blevet vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd” (1. Korintherbrev 6,9-11).

Ingen kan bygge en evighed på, hvad Per eller Poul siger, hvis det ikke er i overensstemmelse med det, Guds Ord siger. At forkynde en Jesus udenom eller imod de bibelske ja’er og nej’er, er som at bygge på sand (Matthæus 7,24-27). Det er at svigte den, en præst er sat til at tjene.

Jeg så frem til at læse forfatterens erindringsbog, men det var beskæmmende at læse om det teologiske skred.  Så: Alt det bedste til forfatteren fremover og Guds velsignelse til at granske Skriften på ny.  

Peter O.K. Olofson
Østervej 24, Vålse
4840 Nørre Alslev
peterolofson@gmail.com