”Det (er) ifølge Skriften ikke i orden at leve homoseksuelt, og da et sådant samliv er imod hvad Skriften siger, kan det ikke velsignes.” (Biskop Hans Jacob Joensen, Trúbóðin Nr 19, 5. nov. 1997)

”Har ein skriðan er lopin….” ”Tað er Gud, som vælsignar. Soleiðis sum vit lesa Skriftina, vælsignar Gud ikki tað, sum hann ikki vil kennast við, ella sum gongur imóti hansara vilja. At vælsigna eller gifta samkynd er ikki Guds vilji. Hetta er beinleiðis i stríði vid Bibliuna….. kirkjan er komin á tað mest álvarsama vegamótið nakrantið.” (Sognepræst Uni Næs, Trúboðin Nr 2, 29/1 1997)

”Paulus skrivar um ta kristnu kirkjuna: ”Tann tíð skal koma, tá ið teir ikki skulu tola hin heilnæmu læruna, men eftir sínum egnu lystum taka sær lærarar i hópatali, soleiðis sum tað kitlar í oyruni” (2. Tim 4,3). Guds orð lærir týðiliga og greitt at kynsligt samlív bara er ætlað manni og konu í hjúnalagnum!” (Bergur D. Joensen, Trúboðin Nr 1, 15/1 1997)

”Samkoman má vera staðið, har tey samkyndu og onnur, ið stríðast við aðrar syndir, kunna koma fyri at leita sær hjálp. Vit skulu ikki døma homosexualitet meira enn vit døma siðloysi, ótrúskap ella nakran annan atburð, sum Bíblian kallar synd. Øll synd er fordømd av Gudi, men Hann elskar syndaran (Jóh 3:16; 2. Pæt 3,9). Vit eiga at gera tað sama. Harrin Jesus kom at doyggja fyri syndirnar hjá øllum menniskjum. Tí eigur samkoman at vera eitt stað, har hjálparleys menneskju kunnu síggja náði og kærleika Kristusar avspeglaða.” (Jógvan Zachariassen, Leirkerið 1996)

”Guds orð vísir okkum allastaðni, at eitt kynsligt samliv millum kvinnu og kvinnu ella millum mann og mann ikki er nátturligt. Sum tað stendur í Róm 1,24 og víðara…. Spurningurin til tín og mín er um vit vilja boygga okkum fyri Guds orði og geva honum rætt, tá ið hann talar ella um vit eru ólýdin móti sannleikanum og lata okkum leiða av eginvild, og eru lýðin móti órættvísini. Vit hava øll syndað og okkum vantar Guds heiður, og tað er ikki nakrar munur á menniskjuni í so máta. Tað er harafturímoti munur á, um vit flýggja til Guds náði í Jesusi Kristi við okkara syndum og misbrotum, og játta syndir okkara fyri honum, og biðja um fyrigeving, ella um vit verja og halda fast vid syndina og geva teimun rætt, sum gera tað sama. Guds orð verður um allar ævir. Amen.” (Tom Skaale, Trúboðin, Nr 21 6/12 1995).

”Um ein prestur hevur eina synd at strídast við – eina torn – kann hann vegna tað ikki leggja av at prædika um hetta. Hann kann heldur ikki fara at geva hesum viðhald. Tí so er hann ranglærari. Ein prestur eller biskupur, sum t.d. hevur trá eftir sínum egna kyni, men sum vegna Guds orð heldur hetta vera synd ímoti Gudi, og heldur á við at prædika, at samkynt paralag er synd, er ein rættur prestur ella biskuppur. Hetta mugu vit eisini krevja av okkara prestum at teir gera.” ”Hvat skulu vit sum kirkjufolk …. gera ?” …. ”Verið varin um tykkum sjálv, at tit ikki skulu missa tað, sum vit hava avrikað, men at tit mega fáa fulla løn. Ein og hvør, sum víkur frá og ikki er støðufastur í læru Krists, hann hevur ikki Gud. Tann, som er støðufastur i læruni, hann hevur bæði Faðirin og Sonin. Um einhvør kemur til tykkara, og ikki kemur við hesi læruni, tá skulu tit ikki geva honum hús og ikki biðja hann vera vælkomnan, og kemur upp í part við honum í hansara illu gerningum” (2. Jóh 8-11). (Derhard Olsen,  Trúboðin Nr.12, 15/6 2000)

2023

I info 12/3 2014 kunne vi læse om en ung mand, der bekender sig som homoseksuel. Mere end én har kendt en drift, de ikke kunne leve ud, fordi det ville være i strid med de ti bud. Og de ti bud var den gudgivne etiske ramme om deres liv. Men det ville den unge mand ikke, han ville, at man skulle kunne leve driften ud, ja, han sagde ligeud den gang, at han bor i København, og der vil han blive, indtil homoseksuelle kan blive viet i den færøske kirke.

Uden at den betingelse var opfyldt, valgte han dog næsten ti år senere d. 9/7 2023 at lade sig indsætte som præst på Færøerne.

I Info 11/8 2023 refereres der til et interview med biskop Jógvan Fridriksson i Frihedsbrevet.fo. Interviewet har sin rod i, at den unge mand er homoseksuel, og – som det forstås – forsvarer en homoseksuel praksis - og biskoppen står i interviewet ved og understreger, at det er ham selv, der har skikket den unge mand i embede.

Biskoppens begrundelse er, at ”folkekirken er en del af samfundet. Vi har § 266b, vi har en samfundsmæssig virkelighed, og kirken må finde sit fodfæste i 2023.”

Begrundelsen er bemærkelsesværdig, da man skulle forvente, at biskoppen ville anføre, at Bibelen var kirkens grundlag, den normerende norm, og ville pege på det lutherske kendeord ’Skriften alene’. I stedet peger biskoppen på et nyt grundlag for kirken nemlig samfundet og § 266b. Men på det grundlag kan der ikke bygges kristen kirke. Kirkens profetiske opgave er tværtimod at fastholde øvrigheden på dens gudgivne opgave herunder at holde det onde nede og lovgive i overensstemmelse med Guds vilje (Romerbrevet 13)

Biskoppens forkastelse af Bibelen som grundlag, normerende norm, er vel grunden til, at biskoppen siden stiller en række spørgsmål om, hvem der ikke er værdig til at prædike? Hvem vi ikke vil have med til himmels? Og om det er den enkelte, der skal afgøre det? Har biskoppen glemt, at den dom, alle vi andre står under, er den samme dom, han selv står under, og at den nåde, han selv lever af, er den samme nåde, vi andre må leve af? Og i Bibelen står der klart og tydeligt, at Gud vil, at alle mennesker skal frelses, og derfor er Jesus død for alle, og det er ham, der skal dømme levende og døde.

Og det kan undre, at biskoppen nærmest retorisk spørger: ’Hvør er ikki verdugur at prædika?” Har biskoppen ikke læst f.eks. 1. Korintherbrev eller hyrdespejlene i Titus og Timotheus. Det er de spejl en menighed skal spejle en kandidat i, når der f.eks. skal kaldes præst. Og ikke enhver skal kaldes hverken til at prædike eller til at være præst. Det burde netop en biskop være den første til at vide.

Men det er som om, at der skal skrues en ekstra gang på tommelskruerne, og truslerne dirrer i luften. En præst er sædvanligvis kaldet til et bestemt embede i en bestemt menighed, og det er her præsten virker. Så langt så godt. Biskoppen kalder nu præsten for konge i et sogn (hans kongerige) og i sit sogn kan han regere, men blander han sig i ting, der foregår uden for hans sogn (kongerige), så…. Og her troede vi, at enhver præst skulle have kærlighed til kirken som sådan i sin helhed, og omsorg for kirken i sin helhed, og som præsteløftet foreskriver - bekæmpe de lærdomme, der strider imod folkekirkens bekendelsesgrundlag, dvs. Bibelen (den normerende norm) og de fem bekendelsesskrifter (Luthers lille Katekismus, Den augsburgske Bekendelse og de tre oldkirkelige som normeret norm). Og den bekendelse skal naturligvis ikke kun værnes i sognet, men i hele kirken. Men blander du dig i, hvad der læres og praktiseres i andre sogne end dit eget, så brænder det under dig, siger den truende biskop.

Når man har mistet sit kompas, så sejler man for vind og vejr, og det er vel dét, der er sket for biskoppen, da han mistede Bibelen som grundlag for kirken, og bekendte sig til samfundet og 266b. Og derfor har han mistet Den hellige Skrifts klarhed og vejledning i etiske spørgsmål. Og hvis vi ikke længere har Skriftens klarhed og vejledning i etiske spørgsmål - så er der, som biskoppen bekender sig til, kun præsters forskellige meninger. Stakkels menighed, der blot må bygge på ”præstens mening” fremfor Guds Ords klare tale om ægteskabets hellighed og ukrænkelighed, homoseksualitet, medmødre, fosterdrab og kvindelige præster.

Referatet af interviewet med biskoppen slutter med et udsagn, hvor man tvinges til at spørge, om både lov og evangelium er forsvundet fra biskoppens forkyndelse. Biskoppen får vel nærmest sagt, at hvis du tror på evangeliet, så kan du godt bryde loven, og hvis du fastholder loven (de ti bud) som Guds gode rettesnor for livet, så udelukker du evangeliet. Dvs. hvis du tror på evangeliet, så kan du godt stjæle (bryde det syvende bud), men hvis du fastholder, at vi ikke må stjæle (det syvende bud), så udelukker du evangeliet. Biskoppen foretager blot denne øvelse i forhold til det 6. bud (du må ikke bryde ægteskabet). Det er ikke sandt, som biskoppen tilsyneladende lægger op til, at troen på Jesus som en ”100 % frelser” betyder syndernes tilladelse.

Helt anderledes befriende lyder det i Bibelen:

”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed” (1 Johs 1,9).

”Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden….. For ligesom I lod jeres lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, skal I nu lade dem trælle for retfærdigheden, så I helliges” (Rom 6,18-19).

”Elsker I mig, så hold mine bud”…..”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord.” (Johs 15, 16a & 23-24a)

Vålse 7/9 2023
Peter O.K. Olofson
Østervej 54, Vålse
4840 Nørre Alslev

peterolofson@gmail.com