Der er to ord i den offentlige debat i Danmark, som jeg, der er fyldt 70 år, har det rigtig dårligt med. Det ene ord er ældrepuklen, og det andet er ældrebyrden. Disse to ord signalerer, at der er alt for mange af os gamle, og at vi er en belastning for samfundet. Nogle af os har et meget aktivt liv, mens andre af os ikke bidrager med så meget, da kræfterne er få. Vi lever af vores pension, og nogle af os har brug for hjemmehjælp og medicinsk behandling. Og da vi ikke dør så tidligt som generationerne før os, så udgør vi et større og større problem. Vi er dyre at holde i live.

Samtidig er der et voksende behov for arbejdskraft i det danske samfund. Der mangler medarbejdere i industrien og i sundhedssektoren. Og der mangler faglærte håndværkere, pædagoger, ja, jeg kunne blive ved, for der skriges efter medarbejdere på snart sagt alle fronter. Og for at dække behovet diskuterer vores folkevalgte politikere desperat, hvor vi skal skaffe arbejdskraften fra. Det har bl.a. medført, at fremtrædende politikere i Danmark søger at skaffe sygeplejersker fra Indien og Filippinerne.

Hvad er den dybest liggende årsag til, at vi er havnet i den situation? Det er fordi, at vi ikke har et tilstrækkelig stort fødselsoverskud.

Ifølge Sundhedsstyrelsens tal, så har man i det danske sundhedsvæsen foretaget omkring 1 million legale aborter siden 1. oktober 1973, hvor abortloven blev vedtaget. Ja, du læste rigtigt!

Men det er sådan, danskerne har valgt, at deres samfund skal fungere!  Tænk, hvis alle disse unikke mennesker ikke var blevet aborter, så havde vi haft dem iblandt os. Og de ville nu have været mellem 0 og 50 år, og en del af dem ville selv være blevet forældre. I så fald havde det danske samfund været et helt andet sted, uden ældrepukkel og der havde været rigeligt med arbejdskraft!

Men den frie abort er en urørlig hellig ko, selv om den er hovedårsag til de uoverskuelige problemer, som vi ligesom det meste af resten Europa   står i. Manglen på arbejdskraft er selvforskyldt og ris til vores egen bagdel.

I 1986 var jeg sammen med 10-12 andre i en læsegruppe på Københavs Universitet, hvor vi arbejdede med nyere danske tekster. En dag sad vi og analyserede Kim Larsens sang:

Vi er dem, de andre ikke må lege med.
Vi er det dårlige selskab.
Vi har en svag karakter og en billig fantasi.
Det er da godt, at vi blev født før aborten den blev fri.

En af deltagerne i læsegruppen indledte dagens drøftelse med at fortælle, at han følte sig ramt af den tekst. For han vidste, at han ikke var blevet født, hvis der havde været fri abort, da hans mor var gravid med ham. Efter den indledning åbnede flere op og kunne sige det samme. Bort set fra et par stykker, der var sikre på at være deres forældres ønskebørn, så viste det sig, at vi andre havde en tilsvarende historie. Men på hver  vores måde havde vi været mønsterbrydere, fordi vi var de første akademikere i vores respektive familier. Så ja, det var godt at vi blev født før aborten den blev fri!

I de 16 år, hvor jeg var gymnasielærer på Færøerne, var der en hel del gravide mellem de studerende. Vi lærere gjorde, hvad vi kunne for at støtte op om dem under deres graviditeter og barsler. Og skulle nogen hjem og amme i spisefrikvarteret, så blev der også taget hensyn til det. Og alle fik deres hue og kom videre i deres liv med uddannelse og arbejde. Det kunne man i Danmark godt tage ved lære af.

Under corona-krisen har vi utallige gange fået at vide, at vi skal passe godt på hinanden. Det er så sandt, som det er sagt. Men der er nogen iblandt os, der har ekstra brug for, at vi tager os af dem. Det er de gravide. De har brug for vores hjælp og omsorg og skal ikke føle sig presset til abort af deres sagsbehandler eller pårørende. Det er på tide, at vi sadler om. At vi tænker os rigtig godt om, så vi ikke skærer den skrøbelige gren over, som vi som samfund sidder på. I stedet for må vi hver især tage arbejdshandskerne på og gøre alt, hvad der står i vores magt for at værne om vores gravide medsøstre og beskytte deres ufødte børn.

Men enhver kvinde har jo ret til at bestemme over sin egen krop. Derfor er fri abort en menneskeret, siges det i utallige debatter. Men hvorfor bliver vi ved med at fortrænge den biologiske kendsgerning, at et foster ikke er en del af moderens krop, men er et unikt og uerstatteligt menneske, der blot behøver sin mor for at kunne vokse og komme til at leve sit eget selvstændige liv? 

Flere børn er en økonomisk gevinst, der kan afhjælpe den såkaldte ældrebyrde på langt sigt. Men det vigtigste er, at vi indser, at hvert eneste barn er noget helt specielt. Lad os derfor fremover, både som samfund og enkeltpersoner tage imod de børn, som er på vej.

Hvis fri abort indføres på Færøerne, er jeg også alvorligt bange for, at det vil skabe en befolkningsmæssig tilbagegang med de samme uoverskuelige konsekvenser, som ses i Danmark og i store dele af resten af Europa.

Anne-Lene Midjord Olofson
tidligere gymnasielektor i Kambsdal