Maleren Gunleif Grube fylder 70 år den 12. januar 2017
Gunleif er en markant kunstner, man ikke kan komme udenom. Han er kolorist og der er ofte smæk på farverne. Han er ekspressionist, for der er både smæk på farverne og udtrykket. Energi og indsigt i egne virkemidler er noget, der kendetegner maleren Gunleif Grube, der nu fylder 70 år.
Gunleif er født i bygden Skála på Færøerne og flyttede til Danmark i 1960. Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1980 og har gennem årene afholdt mange anmelderroste udstillinger.
Der er ingen tvivl om, at Gunleifs færøske baggrund og opvækst i det hele taget, har præget hans malerier.
Men der er heller ingen tvivl om, at Gunleif som kunstner forstår det generelle i kunstens mulige udtryk. Så den kan betyde noget for os som betragtere. At vi kan læse vores egne historier og referencer ind i Gunleifs malerier.
Vi kan også vælge at se farvevulkanen i udbrud. For der er nok nogen, der vil mene, at Gunleif af og til tager chancer. At det ikke er alt af lavaen, der lander. Gunleif har selv udtalt, at sådan skal og må det være. Diskussionen om hvorvidt kunst er god eller mindre god må, efter Gunleifs overbevisning, aldrig stoppe - det trækker bare tænderne ud.
Gunleif Grube er sin egen, men kan sin kunsthistorie. På rejsen frem til det personlige udtryk med en nordisk tone og nordiske rødder, har Gunleif kigget genkendende til Rembrandts brug af lys, Edvard Munchs symbolisme samt Picasso og Francis Bacons forvridninger. Gunleif har formået at lade sig inspirere og skabe sit helt eget billedsprog og univers. Et univers, hvor masken som udtryk for vores indre ansigt, hvor sort og især den røde farve er tydelige markører.
Farven rød er blevet en signatur for Gunleif Grube. Hans mange måder at betone den aftvinger respekt. For Gunleif er rød den mest symbolladede farve overhovedet. Kærlighed, blod, smerte, ild og den røde løber. Listen er lang hos Gunleif over det rødes mulige klange.
At Gunleif opfattes og opfatter sig selv som ekspressionistisk er ingen tilfældighed. Det er for Gunleif en ufiltreret kraft, der udspringer direkte fra sindet. Et udtryk, der er velegnet til at vise sindets op- og nedture, og dem har der gennem årene også været for Gunleif. Man er vel levende, og kommer man fra Færøerne er man vant til alle årstider på een dag.
Til at holde skuden på rette kurs i rørte vande står Kirsten, der støtter og udfordrer Gunleif i hans arbejde.
Hvad vil fremtiden bringe? Der er hele tiden noget i skuffen hos Gunleif. Noget, der ulmer og vil ud. Et af projekterne kunne man give overskriften Venteværelset. Vi bruger så meget af vores tid på at vente på et eller andet. En barn, en diagnose, en kæreste, en bus eller restskatten. Det er et af de projekter, Gunleif for nylig har kastet sig over og som bliver spændende at følge.
Mens vi venter på nye malerier og farverige udbrud fra Gunleif, kan man se hans værker udstillet på mange museer og gallerier herhjemme og i udlandet, og det er til at forstå.
Peter Kær
cand.mag.
Forfatter til bogen:
Gunleif Grube - Maleriet, masken og manden
Um tú veitst okkurt, sum VP ikki veit - skriva so til vp@vp.fo