Fólkatingið hevur í dag havt aðalorðaskiftið um Ríkisfelagsskapin.

Anna Falkenberg, fólkatingskvinna fyri Sambandsflokkin, legði í sínari røðu dent á, at tað er neyðugt at gera broytingar í Ríkisfelagsskapinum.

Anna Falkenberg segði millum annað, at tey trý londini skulu hava eina felags grundlóg, kongshús, valuta, rættarskipan, løgreglu, ákæruvald og kriminalforsorg.

Eisini er neyðugt við størri rásarúmi á uttanríkispolitiska økinum, og uttanrikispolitiska heimildarlógin skal avtakast. Á økjum innan verjupolitikk, sum hava við Føroyar at gera, skulu Føroyar hava avgerðarætt.

Hetta skal formaliserast í eini nýggjari útgávu av Heimastýrislógini.

Harafturat skal ein nýggj skipan við ríkisveitingini setast í verk, soleiðis at ríkisveitingin veksur í ringum tíðum og minkar í góðum tíðum.

Røðan:

Det filosofiske begreb relativisme er bygget på udtrykket “Alt er relativt”.

Begrebet lægger op til, at intet har nogen værdi, sandhed eller betydning, før det er sat i et forhold.

At diskutere rigsfællesskabet nu, hvor demokratiet er under pres, og hvor verdens lande enten er tilskuere til - eller involveret i – splittelse, krig, ødelæggelse og død, kan forekomme at være et absurd.

Hvad i himlens navn kan vi have behov for at tale om, når vi i bund og grund befinder os i et smørhul og vores problematikker på ingen måde kan sammenlignes dem, som slås med død og ødelæggelse?

Relativisme er kun et brugbart begreb, hvis man husker på, at det udelukker absolutte sandheder og altid vil indeholde en god portion subjektivitet.

To plus to er fire – uanset om tre plus tre giver seks eller ej.

Og det kan stadig føles som en stort problem, hvis bilen ikke vil starte på netop den morgen, hvor doktorafhandlingen skal forsvares – uanset om du samtidig er bevidst om, at ukrainere står med helt, helt andre problemer.

I en global virkelighed vil det altid i en eller anden grad påvirke dagligdagen negativt i vores smørhul, når andre lande fører krig.

Det kan vi ikke styre.

Vi i Kongeriget Danmark har – heldigvis – en solid tradition for at løse udfordringer ved at bruge ordets magt, og ikke magtanvendelse i fysisk form.

Aldrig, som nu har det været vigtigere bevidst at dyrke og styrke grundlaget for, at vi kan leve i fred og fordragelighed her i norden: Samtalen der styrker demokratiet.

Det kræver, at vi også tør tale om mindre behagelige emner. At vi ikke lader usagde ting ligge og ulme til de pludselig til de pludselig bliver til en konflikt.

Når vi har disse redegørelsesdebatter som i dag, så omhandler diskussionerne ofte selvstændighedsgraden for Færøerne og Grønland, eller om man skal lave nogle ændringer i forholdet mellem landene.

Færøerne har været en del af Kongeriget Danmark i århundreder. Men benævnelsen “rigsfællesskabet” er mest blevet brugt de seneste 30 år. Før 1993 brugte man begrebet “rigsenhed”.

Det var Frederik Harhoff, som brugte “rigsfællesskabet” i forbindelse med sin doktorafhandling.

Han mente ikke, at betegnelsen enhed indeholdt en realistisk karakteristik af forholdet mellem de tre lande, grundet at en enhed lægger op til en fælles identitet for så vidt angår sprog, kultur, klima, livsmønstre og identitet.

Det er kun 24 år siden, den daværende færøske regering trådte ind på Christiansborg, klar til en diskussion om reel løsrivelse.

Nuværende udenrigspolitiske hjemmellov er kun 23 år.

Der er altså sket helt grundlæggende forandringer, til det bedre, i Rigsfællesskabet i nyere tid.

Den nuværende og forenværende regering har valgt at inddrage det det færøske politiske system, før man fra dansk side tager forsvars- og udenrigspolitiske skridt, der omfatter Færøerne.

Blandt andet med oprettelsen af kontaktudvalget.

Spørgsmålet er, om det så kan gøre det.

Om der nu er ro på?

Vi ved meget lidt om de danske politikeres standpunkter, når det gælder det fremtidige billede af et samlet Grønland, Færøerne og Danmark.

Er det hele bare perfekt med værende konstellation?

Statsministeren har udtalt, at eventuelle ønsker om forandring må komme fra færøsk side.

Det kan virke naturligt, dog undres jeg.

Det er ikke for at provokere – ikke meget, i hvert fald.

Og med fare for at lyde generaliserende, så oplever jeg, at når konstruktionen Rigsfællesskabet bliver debatteret i folketingssalen, og emnet er, om tiden er inde til at lave nogle fundamentale ændringer, så fornemmer jeg en vis berøringsangst fra dansk side.

Som oftest er svaret fra dansk side noget med: I må finde ud af det på Færøerne først.

Eller: Hvis I vil løsrive jer, så vil Danmark ikke stå i vejen, men vi vil selvfølgelig beklage, at det er kommet så vidt.

Jeg undres. Hvorfor er det så svært for danske politikere at tage fat i substansen og komme med en mening om, hvordan de mener, at Rigsfællesskabet skal konstrueres, og om det skal eksistere.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at landene i Rigsfællesskabet har stor glæde og gavn af hinanden og samarbejdet.

Nej, vi deler ikke sprog, kultur, klima og så fremdeles, men det kan ikke overdrives, hvor vigtigt jeg mener det er med det stærke samarbejde vi har i fællesskabet.

-----------------------------------------

Lad mig slå fast, jeg ser absoulut ikke en fremtid for mig, hvor det hele er vendt på hovedet og vores tre lande sejler sin egen sø.

Jeg er fra Sambandspartiet og jeg vil til enhver tid, at vi indgår i et samarbejde med Danmark.

Dog må vi være realistiske.

Utilfredsheden med værende konstellation ulmer.

Situationen i Europa giver anledning til, at Færøerne igen er blevet interessant på grund af vores geopolitiske placering.

Vi skriver 2024, og der skal ikke træffes afgørelser udenom de færøske myndigheder.

Færinger har ry for ikke at gøre det store væsen af sig. Ingen grund til at bruge flere ord end højst nødvendigt – man sørger bare for at få tingene gjort.

Når færinger ytrer, at der er udfordringer med værende konstruktionen af Rigsfællesskabet, så skal det tages i alvor.

Har i ikke også et ønske om et fremtidigt stærk samarbejde mellem landene i fællesskabet? Hvor er proaktiviteten i denne politiske højborg?

Har i ikke forstået, hvor stort ønsket om forandring er?

Det er måske svagheden i et fællesskab, hvor alle har eget sprog og kultur.

Nuancerne kommer måske ikke med, når I bliver informeret om dagens gang på Færøerne. Så lad mig sige det så det ikke kan misforstås: Færingerne ønsker forandring!

Her forleden, i forbindelse med at Nordisk Råd havde møde i Tórshavn, udtalte Jessica Roswall, svensk minister for nordisk samarbejde, i et indslag på færøsk tv, at Sverige ikke støtter, at Færøerne kan blive fuldgyldigt medlem af Nordisk Råd.

Det har genantændt diskussionen om Rigsfællesskabet på Færøerne.

Diskussionen ulmer.

Jeg vil gerne lægge ud, så i hvert fald ét folketingsmedlems synspunkt er tydeligt, gennemsigtigt og sagt højt:

Jeg ser for mig tre lande med fælles grundlov, kongehus, valuta, retsvæsen, politi, anklagemyndighed og kriminalforsorg.

Jeg ser for mig, at dele af udenrigspolitikken varetages af Færøerne, så vi kan varetage vores egne interesser i verdenen - men at vi samtidig, hvor det giver mening, fører en stærk og gennemslagskraftig udenrigspolitik samen.

Jeg ser for mig, at Færøerne får sidste ord, hvad angår de områder af forsvars og sikkerhedspolitikken, som har med Færøerne at gøre. f.eks. millitære installationer.

Jeg ser for mig, at den udenrigspolitiske hjemmellov fra 2005 fjernes, og erstattes af en ny og opdateret Hjemmestyrelov, hvor de nye opdaterede rammer for udenrigspolitikken stadfæstes.

Og jeg ser for mig, at bloktilskudet reguleres, så det vokser i dårlige tider og reduceres i gode tider.

Og jeg kunne komme ind på mange flere ting, men det må i have tilgode.

Alt er relativt. Rigsfællesskabet er ikke så ringe.

Men det er ikke tilfredsstillende for alle parter i værende konstruktion – og der kommer til at ske en forandring, jeg ønsker blot, at det ikke vil ske på baggrund af en konflikt mellem landene.

Hvad vil I?

Tak for ordet, og tak for en god debat her i dag.